Om Dansk Veterinær Konsortium
Dansk Veterinær Konsortium (DK-VET) er et samarbejde mellem Københavns Universitet (KU) og Statens Serum Institut (SSI) om varetagelse af den veterinære myndighedsaftale. Denne ydelsesaftale er indgået mellem Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (herefter Fødevareministeriet eller FVM) og Københavns Universitet (KU).
Den faglige ramme for leverancerne i aftalen er beskrevet i en veterinær ydelsesaftale og er yderligere specificeret i et årligt arbejdsprogram, som er aftalt mellem parterne.
Aftalen omfatter alt fra sygdomsovervågning og varetagelse af konkrete beredskabsopgaver, eksempelvis ved mistanke om sygdomsudbrud, til assistance i form af risikovurderinger, forskningsopgaver og besvarelse af spørgsmål til ministeren.
Dette skal DK-VET levere inden for fagområderne: alvorlige smitsomme husdyrsygdomme, fugleinfluenza og andre zoonotiske og enzootiske virusinfektioner, antibiotikaresistens og bakterielle infektioner, parasitære sygdomme og sygdomme i den vilde fauna samt sygdomme hos fisk, krebsdyr og to-skallede bløddyr. Sidstnævnte foregår i tæt samarbejde med DTU Aqua gennem det nyetablerede Dansk Center for Akvatisk Dyresundhed (DACAD).
- Håndbog for Dansk Veterinær Konsortium DK-VET juni 2024
- Håndbog til kvalitetssikring af forskningsbaseret rådgivning SUND-SCIENCE
Stærk One Health konstellation
Samarbejdet mellem KU og SSI giver en unik mulighed for at varetage myndighedsaftalen gennem en nyskabende One Health tilgang, hvor opgaverne bliver løst ud fra et helhedssyn på sundhed for dyr, mennesker og miljø, under hensyntagen til myndighedernes, erhvervets og samfundets behov.
Med DK-VET’s overtagelse af det veterinære beredskab har Danmark nu ét samlet humant og veterinært beredskab og kan drage fordel af synergien i forhold til laboratoriefaciliteter og viden om forekomst og smittespredning af sygdomme. Det betyder hurtig og effektiv diagnostik og er en kæmpe styrke for varetagelse af beredskabet.
Forskningsmæssigt er myndighedsaftalen også en stor gevinst. Den underbygger One Health-tilgangen bl.a. med hensyn til bedre forståelse af smittespredning mellem dyr og mennesker, og den har en positiv afsmitning på uddannelsen af nye dyrlæger ved at bidrage med aktuelle samfundsrelevante cases.
Kontakt os
Du er velkommen til at kontakte os med input til vores arbejde og gode ideer til projekter eller indsatser, som kunne være interessante for Dansk Veterinær Konsortium, at tage fat på.