3. september 2026

Ny type myxomatose virus forårsager dødelighed blandt danske harer

En hareassocieret variant af myxomavirus er for første gang påvist i Danmark.

Fem harer undersøgt ved Patologivagten på Københavns Universitet som led i den nationale faldvildtovervågning har fået påvist myxomatose. Sygdommen omtales undertiden som “kaninpest”, men betegnelsen myxomatose anvendes her for at undgå forveksling med andre sygdomme hos kaniner og harer. Sygdommen er kendt for at forårsage høj dødelighed blandt vildtlevende kaniner i Danmark, men det er første gang, at den nye virusvariant, som også kan forårsage sygdom hos harer, er påvist i Danmark.

I slutningen af august 2026 er fem harer fra Skælskør og Præstø testet positive for den hareassocierede variant af myxomavirus. Fundet af den nye rekombinante, hareassocierede variant af myxomavirus (ha-MYXV) er verificeret ved Friedrich-Loeffler-Institut (FLI) på Insel Riems i Tyskland.

Hævede øjenlåg og snude

Myxomatose skyldes infektion med myxomavirus, som tilhører gruppen af poxvirus. Hos de syge harer, der er undersøgt i Danmark, har de mest iøjnefaldende tegn været kraftig hævelse omkring øjnene samt pus i og omkring øjnene. Der er også set hævelser omkring næse og mund samt sårskorper og hårløshed. Dyrene kan være sløve, desorienterede og tydeligt svækkede, og infektionen kan være dødelig. I områderne hvor harene er fundet ses høj dødelighed i harebestanden.

En sygdom med et ændret værtsområde

Myxomatose har historisk først og fremmest været forbundet med sygdom hos kaniner. I 2018 blev der imidlertid registreret omfattende sygdom og dødelighed blandt iberiske harer (Lepus granatensis) i Spanien og Portugal.

Undersøgelser viste, at udbruddene var forbundet med en ny, naturligt rekombineret variant af myxomavirus, ofte betegnet hareassocieret myxomavirus eller ha-MYXV. Varianten indeholder genetisk materiale, som adskiller den fra de klassiske myxomavirusstammer hos kaniner, og den har vist sig i stand til at forårsage alvorlig sygdom hos harer.

I 2023 blev ha-MYXV påvist hos europæiske harer (Lepus europaeus) i Nordrhein-Westfalen i Tyskland. I 2024 blev der registreret et større udbrud blandt europæiske harer i grænseområdet mellem Tyskland og Holland. De berørte harer havde blandt andet hævede øjenlåg, hævelse af hovedet og hudforandringer i ansigtet, på benene og omkring kønsåbningen.

Myxomatose smitter ikke mennesker og udgør ikke en risiko for menneskers sundhed.

Ifølge Verdensorganisationen for Dyresundhed (WOAH) kan myxomavirus overføres med blodsugende insekter, især myg og lopper, men også ved direkte kontakt mellem dyr og indirekte via kontaminerede genstande. Vi ved endnu ikke, hvilken betydning de enkelte smitteveje har for spredningen af myxomatose blandt danske harer, men vi håber at forskning kan være med til at belyse dette.

Ved udbrud blandt harer og kaniner har udenlandske veterinærmyndigheder anbefalet god hygiejne, herunder rengøring og desinfektion af fodtøj og udstyr, samt at flytning af harer fra berørte områder undgås. For tamkaniner kan sygdommen forebygges ved vaccination mod myxomatose.

Vi anbefaler, at syge og døde harer ikke håndteres unødigt. Hvis håndtering er nødvendig, bør der anvendes god håndhygiejne, og udstyr, der har været i kontakt med dyret, bør rengøres grundigt. Harer, der af en eller anden årsag ikke er egnede til undersøgelse eller ikke kan indleveres, bør bortskaffes forsvarligt. Hvor nedgravning er tilladt, kan kadaveretnedgraves til en dybde, der hindrer, at det efterfølgende graves frem af ræve eller andre ådselædende dyr.

Faldvildtovervågningen modtager gerne syge, aflivede og dødfundne harer

Da myxomatose er en ny sygdom blandt danske harer, håber vi, at undersøgelser af flere dyr kan bidrage til en bedre forståelse af sygdommen. Det kan blandt andet give et bedre billede af sygdommens geografiske udbredelse, hvilke dyr der rammes, og hvordan udbruddet udvikler sig.

Vær især opmærksom på harer med:

  • kraftigt hævede eller tillukkede øjne
  • betændelse eller flåd fra øjnene
  • hævelser omkring hoved, snude eller ører
  • hudforandringer eller knudedannelser i huden
  • tydelig svækkelse eller unormal adfærd
  • uforklarlig dødelighed

For at begrænse risikoen for smittespredning bør døde harer anbringes i robuste plastsække, gerne i flere lag og med en ren pose yderst. Ved transport bør den indpakkede hare desuden emballeres sammen med absorberende materiale, der kan forhindre udsivning af væske, og så vidt muligt placeres i en robust, stødsikker kasse eller lignende.

Jægere og andre naturbrugere kan hjælpe

Jægere og andre, der færdes i naturen, kan bidrage til undersøgelsen af myxomatose blandt danske harer ved at melde fund af syge eller døde harer til Faldvildtovervågningen på vildt@sund.ku.dk og ved efter forudgående aftale at indsende eller indlevere døde harer.

Læs mere om indlevering af faldvildt på Vildtsundhed.dk.

Kontaktperson, Københavns Universitet: Anne Sofie Hammer, email: hammer@sund.ku.dk eller Tlf: 23807692

Kortet viser områder ved Skælskør og Præstø hvor der er påvist udbrud af myxomatose hos vilde harer.

Undersøgelse af dødfundet hare hos Patologivagten på Københavns Universitet.

Dødfundet hare med hævet pusfyldt øje og hævelse omkring snude og mund


Emner