Ny årsrapport fra overvågningen af faldvildt 2025
Rapporten sammenfatter resultaterne fra faldvildtundersøgelserne i 2025 og giver et aktuelt indblik i sundhedsstatus og forekomst af sygdomme hos vilde dyr i Danmark. Året har været præget af flere bemærkelsesværdige fund med betydning for både dyresundhed og zoonotisk risiko.
I Danmark blev der i 2025 fortsat påvist højpatogen fugleinfluenza (HPAI) hos både vilde og tamme fugle, samt hos en ræv fra Sjælland. Overvågning af fugleinfluenza hos vilde fugle og pattedyr er afgørende for tidlig opsporing og håndtering af sygdommen. Offentligheden opfordres til at rapportere fund af døde vilde fugle via Fødevarestyrelsens app FugleinfluenzaTip. Fugle kan fortsat indsendes til faldvildtovervågningen, såfremt Fødevarestyrelsen ikke har konkret interesse i fundet.
Der er for andet år i træk påvist infektion med den myggebårne usutuvirus i danske fugle, herunder 6 solsorte og en enkelt tårnfalk.
Der blev igen i 2025 påvist forgiftninger blandt vilde fugle, hvor der blev påvist forgiftning med carbofuran i tre havørne og én musvåge. Andre tilfælde af faunakriminalitet omfattede ulovlig nedskydning af ulv og gråsæl.
Rådyr udgør fortsat den hyppigst indsendte art blandt landlevende pattedyr. I 2025 blev der påvist alvorlige lungeinfektioner forbundet med parasitinfektioner hos mange dyr. Alvorlige infektioner med lungeorm forekom geografisk spredt over hele landet. Derudover blev der stadig modtaget mange dyr, hvor diarre og afmagring var de væsentligste obduktionsfund.
Antallet af indsendte eksemplarer af kronvildt var lidt højere end de foregående år. Yderligere øgning af dette antal vil kunne styrke det videnskabelige grundlag for sygdomsovervågning. Det er imidlertid en tilbagevendende udfordring at håndtere logistikken omkring større hjortevildt i overvågningen.
Der blev påvist en række infektionssygdomme hos ræve, herunder flere agens der kan forårsage potentielt alvorlige infektioner hos mennesker og hunde. Dette inkluderer HPAI, fransk hjerteorm, ræveskab, rævens dværgbændelorm og Trichinella pseudospiralis.
Harepest (tularæmi), forårsaget af bakterien Francisella tularensis, blev diagnosticeret hos to harer. Tularæmi er en alvorlig zoonose og kan, hvis ubehandlet, være livstruende for mennesker.
Prøver fra faldvildt er blevet anvendt i mange overvågnings- og forskningsprojekter, der bidrager til videnopbygning - blandt andet om mikroorganismer, sygdomsforekomst og sundhed i den vilde danske fauna. Materiale fra faldvildt arkiveres desuden med henblik på fremtidige analyser og projekter. I rapportens afsluttende afsnit beskrives udvalgte forskningsaktiviteter, hvor faldvildt har indgået – bl.a. projekter om blodbårne parasitter hos rådyr, og overvågning af zoonotiske sygdomme som rabies og rævens dværgbændelorm.
Borgernes engagement i vildtets sundhed er fortsat højt, og faldvildtkonsortiet modtager løbende henvendelser fra borgere, som ønsker at bidrage til faldvildtovervågningen ved at indsende fund eller søger rådgivning om syge og dødfundne dyr.