Usutuvirus - udbrud i vilde fugle fortsætter
I midten af september blev usutuvirus for første gang påvist i fugle fra tre lokaliteter i Danmark. Siden er flere fugle fundet positive forskellige steder i landet.
Dansk Veterinær Konsortium (DK-VET) har siden midt september undersøgt flere indsendte døde fugle. 11 nye solsorte er testet positive for usutuvirus på Statens Serum Institut (SSI). De positive fugle stammer fra følgende lokaliteter: Lundby, Tommerup, Vejen, Sønderborg, Dragør, Maribo, Agersø, Vordingborg, Glamsbjerg og Næstved.
Siden usutuvirus første gang blev påvist, har der været travlhed ved telefoner og e-mails hos Patologivagten på Københavns Universitet. Afdelingen har de seneste dage besvaret mere end 200 e-mails om dagen. Og de fleste opkald handler om fund af syge og døde solsorte, ofte flere fundet på samme lokalitet inden for en kort periode. I mange tilfælde beskrives fuglene med de symptomer, der er karakteristiske for usutuvirus; svage fugle, der sidder stille og som ikke reagerer ved kontakt. Man kan ikke behandle usutuvirus, og ofte dør disse fugle inden for et døgn, efter de findes.
Flere fugle forventes at teste positive fremadrettet. Udbruddet forventes først at stoppe, når vejret bliver så koldt, at myggene ikke længere kan sprede smitten. Indtil da vil forskerne på KU og SSI gerne følge udbruddets forløb, og alle, der finder døde eller syge solsorte, kan bidrage til dette ved at indmelde fundet (antal fugle, sted, dato og eventuelle symptomer) til e-mail: vildt@sund.ku.dk
Patologivagten har desværre ikke mulighed for at afhente solsorte eller betale for transport, men vi modtager dem gerne til undersøgelse, hvis du har mulighed for at indlevere eller selv indsende.
Du kan læse mere om indsendelse og indlevering af solsorte på faldvildtovervågningens hjemmeside www.vildtsundhed.dk