Nyt europæisk partnerskab om dyresundhed og -velfærd skal fremme dyrevelfærd og kontrollere smitsomme sygdomme
Københavns Universitet (KU) og Statens Serum Institut (SSI) er en del af ”European Partnership on Animal Health and Welfare” (EUP AH&W), det største forsknings- og innovationsinitiativ, som EU Kommissionen har medfinansieret for at kontrollere smitsomme sygdomme hos dyr og fremme dyrevelfærd.
Partnerskabet blev lanceret tidligere i år og har deltagelse af 90 institutioner i 24 europæiske lande, herunder flere institutioner fra Danmark, inklusiv Københavns Universitet (KU) og Statens Serum Institut (SSI), der i samarbejde under betegnelsen Dansk Veterinær Konsortium (DK-VET), varetager den veterinære myndighedsaftale.
Integrationen af forskning og innovation sammen med deltagelse af en bred vifte af nationale og internationale interessenter gør dette partnerskab til en unik og dynamisk mulighed for langsigtet at påvirke bæredygtigheden inden for dyresundhed og fødevareproduktion. Målene for EUP AH&W er i overensstemmelse med den europæiske aftale om grøn omstilling samt jord til bord-strategien for et retfærdigt, sundt og miljøvenligt fødevareproduktionssystem. Desuden har partnerskabet fokus på One Health- og One Welfare-tilgange.
”Det er fantastisk at være en del af dette store partnerskab og se, hvordan det bygger videre på og udvider tidligere internationale samarbejder.”
KU og SSI deltager strategisk på tværs af en række af de videnskabelige tiltag, der gennemføres under partnerskabet, lige fra håndtering af udfordringer inden for antimikrobiel resistens (AMR), nye vaccinestrategier til forbedring af hurtige risikovurderinger og meget mere.
”Fagligt spænder partnerskabet vidt, fra kontrol af alvorlige smitsomme sygdomme over påvisning og behandling af disse, til husdyrproduktion, hvor dyrevelfærd kan overvåges og positiv dyrevelfærd fremmes.”
Partnerskabet sætter ambitiøse mål og forventes at tiltrække yderligere finansiering og forskningsprojekter i hele dets levetid. Det udgør en hjørnesten i at bringe Europas eksperter sammen for at tackle nogle af de største problemer med at sikre dyresundhed og -velfærd samt giver unikke muligheder for tværdisciplinær forskning og innovation.
EUPAHW er medfinansieret af EU under Grant Agreement No 101136346.
Læs mere om partnerskabet på vores hjemmeside og på EU-hjemmesiden.
Kontakt
Pikka Jokelainen, funktionschef, SSI
Tlf.: 3268 8679
PIJO@ssi.dk
Søren Saxmose Nielsen, professor, KU
Tlf.: 3533 3096
saxmose@sund.ku.dk